Europa-Parlamentet har bedt EU-domstolen udtale sig om, om Istanbulkonventionen kan gøres til EU-lovgivning uden et enigt Ministerråd. Størstedelen af EU’s medlemsstater er allerede forpligtet konventionen, der søger at forebygge og bekæmpe kvindevold, men en række lande strider imod.
Af Emil Høj
I den ene vægtskål ligger et bredt flertal i Parlamentet, der vil gøre Istanbulkonventionen bindende for hele EU. I den anden ligger Ministerrådet, der ikke kan nå til enstemmighed. Men kan Parlamentet få sin vilje uden et enigt Ministerråd? Det skal EU-domstolen udtale sig om.
Istanbulkonventionen søger at fremme ligestilling blandt mænd og kvinder med det fokus at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og i hjemmet. Danmark har allerede ratificeret, altså bundet sig til, konventionen. Og det kan NGO’er, der kæmper for ligestilling, henvise til, når de ser mangler i den eksisterende lovgivning.
Hvis EU-domstolen ikke vurderer, at konventionen kan gøres til EU-lov, så har Kommissionen allerede en backup-plan. De vil nemlig i 2021 fremlægge et lovforslag med lignende mål og visioner, som ses i Istanbulkonventionen.
Modstridende stater
Samtlige EU-lande har underskrevet konventionen, men seks lande har ikke ratificeret den. Det drejer sig om Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet, Letland, Litauen og Ungarn. Om det også er de seks lande, der strider imod i Ministerrådet, vides ikke.
Polen har desuden for nyligt truet med at trække sin underskrift og ratifikation, selvom de – under den regering, der nu sidder i opposition – ratificerede konventionen tilbage i 2015.
En del af forklaringen findes formentligt i den konservatisme og det familiesyn, der til en vis grad stadig hersker i de centraleuropæiske lande, der er ved at gennemgå en modernisering på rekordtid. Eksempelvis har Bulgariens Forfatningsdomstol erklæret konventionen i strid med landets forfatning med den begrundelse, at konventionen fremmer andre kønstyper end mand og kvinde.
Og i Orbáns Ungarn er modstanden til konventionen også stor.
”Regeringen fordrejer narrativet om konventionen til at handle om afvigende kønstyper. De bruger det til deres had-retorik,” fortæller Krisztina Vas Nørbæk, der er dansk-ungarer og skribent for Magasinet rØST, der beretter om Central- og Østeuropa.
Konventionen og samtykkelov
Men gør en forpligtelse til Istanbulkonventionen overhovedet en forskel? I Danmark ser vi gerne os selv som et land godt på vej til ligestilling. I særdeleshed set i lyset af den nye samtykkelov. Og ifølge Kvinderådet spillede konventionen en central rolle, da den endelige lov skulle forhandles på plads.
Med forpligtelsen til Istanbulkonventionen følger nemlig en instans, GREVIO, der løbende overvåger, hvordan landene klarer sig med at overholde konventionen. Allerede i en rapport fra 2018 opfordrede GREVIO Danmark til at indføre en samtykkebaseret voldtægtslov, hvis man ville leve op til konventionen.
”Der havde nok ikke været en samtykkelov i Danmark uden Istanbulkonventionen,” udtaler Lise Johansen, direktør i Kvinderådet.
I første omgang kommer det til at afhænge af, om EU-domstolen kan finde et juridisk grundlag for at trumfe konventionen igennem som EU-lovgivning. Og om der følger forbehold med et eventuelt ja.
Skulle det gå hen og blive et nej fra EU’s højeste retsinstans, vil Kommissionen fremlægge et lovforslag i 2021, der skal sætte EU på ligestillingskurs. Men så bliver spørgsmålet, hvad Ministerrådet vil gå med til i forhandlingerne til den tid.